Danske ejere af erhvervsejendomme har haft flere hovedbrud over, hvordan man har skullet håndtere de foreløbige vurderinger, der for mange ejere har betydet beskatning af ejendomme på et grundlag uden noget mærkbart forhold til det, der opleves som ejendommens værdi i handel og vandel.
Hvis man spørger Vurderingsstyrelsen, så har det heller ikke været meningen, at det nye vurderingssystem skulle ramme en handelsværdi, og lovgivningen er ændret i overensstemmelse hermed.
Overfor dette synspunkt står dog den helt almindelige retsfølelse på området – hvis man skal betale sin skat med en vis grad af accept, så kræver det, at man bliver beskattet af goder man faktisk råder over, og at beskatningsgrundlaget ikke overstiger den værdi man oplever godet har.
Et godt eksempel er lagerbeskatningen af ejendomme – et koncept som heldigvis er forladt af Folketinget for nuværende.
Det er en kendsgerning, at den foreløbige vurdering og opkrævningen af ejendomsskatter på dette grundlag er afgørelser i forvaltningslovens forstand.
Definitionen på en forvaltningsretlige afgørelse er (jf. Den juridiske vejledning 2024-2, pkt. A.A.2.2.):
- en udtalelse fra en offentlig myndighed,
- som udstedes på offentligretligt grundlag,
- som går ud på ensidigt at bestemme, hvad der er eller skal være gældende ret, og
- som retter sig mod eksterne modtagere
Konsekvensen af, at der er tale om en forvaltningsretlig afgørelse er, at myndigheden skal iagttage reglerne i forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven. Reglerne sikrer borgerne mulighed for at blive hørt (deklarationsproceduren), så man kan korrigere fejl i de faktiske oplysninger, som indgår i afgørelsen, afgørelserne skal begrundes og meddeles individuelt, og man kan klage over afgørelser, hvis man ikke mener de er truffet på korrekt grundlag.
Derfor har Folketinget tilvejebragt særlig lovgrundlag for de foreløbige ejendomsvurderinger, som undtager de foreløbige vurderinger fra at skulle i partshøring, fra kravet om begrundelse og som undtager afgørelserne fra at kunne påklages.
De foreløbige vurderinger genereres maskinelt, og det er kendt stof, at ikke alle relevante faktuelle oplysninger er implementeret i det system, som genererer de foreløbige vurderinger. Vurderingerne er med andre ord erkendt fejlbehæftede, men da staten mangler provenuet, så kan det opkræves – og det endda uden borgerne kan få at vide hvad grundlaget for vurderingen er, eller klage over afgørelsen.
Politisk får vi fortalt, at vi kan forlade os på, at der kommer en endelig vurdering og en efterregulering, Rationalet fra politikernes side må være, at pengene ligger bedre i statens lomme end i borgernes mens der arbejdes på et system, der faktisk fungerer.
Og det er ikke kun beregningsgrundlaget den er gal med. Sagerne hvor SKAT opkræver tidligere ejeres skat og måske naboernes, hvis der er sket udstykning, tårner sig op.
Ombudsmanden har den 3. april 2024 udtalt kritik af kvaliteten af de foreløbige vurderinger af ejerboligerne i 2022. Af konklusionen fremgår det
”Det er et fundamentalt led i offentlige forvaltningsmyndigheders virksomhed, at den bør tilrettelægges og udøves på en måde, der i videst muligt omfang understøtter offentlig tillid. Efter min opfattelse var offentliggørelsen af de meget skæve foreløbige vurderinger ikke egnet til at understøtte tilliden til skattemyndighederne. En yderligere forudgående kvalitetssikring ville også have medvirket til, at man bedre kunne have realiseret de målsætninger om tillid som angives i de indledende bemærkninger til lovforslaget bag den oprindelige ejendomsvurderingslov (lovforslag nr. L 211 af 3. maj 2017): ”Tilliden til de offentlige ejendomsvurderinger skal genoprettes. Vurderingerne har været for upræcise, uensartede og uigennemskuelige. Ejendomsejere og boligejere skal have bedre og mere retvisende vurderinger.”
Og hvordan mener Vurderingsstyrelsen så, at denne skrappe kritik kan udmøntes nu, da turen er kommet til de foreløbige vurderinger af erhvervsejendommene i 2024?
Efter at have modtaget svar på et større antal begæringer om aktindsigt på vegne af alt fra professionelle ejendomsejere til andelsboligforeninger kan det konstateres, at intet har forandret sig.
Af standardbrevet, som Vurderingsstyrelsen sender med alle afgørelser om aktindsigt fremgår det, at man får indsigt i en datafil (json). På en større ejendom løber det op i ca. 700 siders datakoder, som kun kan læses af vurderingssystemet. Der følger dog en læsevejledning med, der sammen med en uddannelse som programmør, måske og måske ikke, kan hjælpe læsningen på vej. Styrelsen pointerer, at da man hverken har krav på høring eller begrundelse, så eksisterer der ikke andet end det maskingenererede materiale.
Der er derfor stadigvæk ingen reel mulighed for at en ejer selv kan vurdere hvilke oplysninger, der indgår i vurderingen, og tilliden til vurderingsmyndighederne og systemet er væk.
Kan man så ikke få indsigt i de oplysninger, som systemet er blevet fodret med for at lave vurderingerne, spørger den ihærdige læser? Desværre, nej, da ret til sammenstilling af oplysninger databaser (dataudtræk) efter offentlighedslovens § 11 forudsætter, at en datasammenstilling skal kunne foretages ved få og enkle kommandoer, af hensyn til ressourcebelastningen hos den offentlige forvaltning. Den mulighed har man ikke indbygget i vurderingssystemet, og pga. kompleksiteten i data og vanskelighederne ved at finde ud af, hvilken modelkørsel der er brugt samt hvilke berigelser, korrektioner og rettelser, der er foretaget i data efterfølgende, så kan borgeren heller ikke gøre brug af denne helt grundlæggende ret i offentlighedsloven.
Ofte er jeg undervejs i processen blevet ringet op af venlige medarbejdere hos styrelsen, der blot skulle have lidt oplysninger fra mig, så de kunne vælge mellem de forskellige skabeloner for standardafgørelser, som de havde udviklet. Min henvendelse måtte nødvendigvis kunne henføres til en af de foruddefinerede kategorier af delvist afslag på aktindsigt, som man havde liggende. Alligevel blev det nødvendigt at sende en del af materialet med fysisk post, da der tilsyneladende var noget galt med datafilen, som blev ved med at fejle.
Inden næste folketingsvalg kunne jeg godt tænke mig at høre, om det var denne retstilstand Folketinget sigtede mod, da man behandlede reglerne, der skulle begrænse ressourcetrækket på skattemyndighedernes behandling af de foreløbige vurderinger. Ville man have truffet samme beslutning, hvis man havde vidst, at den administrative lettelse af byrderne for det offentlige ville medføre en markant svækkelse af incitamenterne for at træffe korrekte og forståelige afgørelser – borgerne behøver ikke at forstå afgørelserne og de kan i øvrigt ikke klage over dem alligevel? Ville man have vedtaget loven, hvis man var gjort opmærksom på, at fravigelserne af forvaltningsloven handlede om væsentlige retssikkerhedsmæssige garantier af grundlæggende betydning for vores tillid til, at de afgørelser man modtager fra det offentlige er rigtige og kan forstås af modtageren?
Var der nogen, der overvejede det administrative ressourcetræk på de berørte borgere – det være sig lejere, andelshavere, boligejere, erhvervsdrivende eller udlejere? Formelt er der pligt til det i lovgivningsprocessen, men blev fik folketinget retvisende informationer forud for vedtagelsen af lovforslaget?
Der er kun en ting at gøre, hvis du er berørt af SKATs vurdering af fast ejendom, og det er at finde dig en kvalificeret rådgiver. Foreløbigt kører opkrævningen på dette grundlag indtil Vurderingsstyrelsen er blevet færdige med at regne på vurderingerne, men hvad skal der i realiteten betales? I mellemtiden skal ejerne på bedste vis forsøge at håndtere beboere og erhvervslejere, som dybest set ikke ved, hvordan deres økonomi påvirkes af det nye skattesystem, og som muligvis slet ikke bor i ejendommen længere, når den korrekte vurdering lander på ejers bord, formentlig i 2025.
Og det, er endnu et retssikkerhedsmæssigt problem af de helt store.
DA 
EN 
DE